Riefensthal

Filmens højdepunkt nås, da den velholdte, åndsfriske ældre kvinde placeres foran en moderne skærm, og der blændes op for et klip fra hendes mesterværk “Triumf des Willens” om partidagen i Nürnberg 1934. I det sekund bliver den ældre kvinde ét med sit værk, suges ind i det medie, hun beherskede så suverænt. Øjnene gløder, med nynnende stemme og hele kroppen i duvende bevægelse fortæller hun, hvordan hun lod kameraet svinge fra side til side, tegnede en cirkel, som omsluttede og sammenholdt de tusindvis af soldater. Det aldrende ansigt stråler af skaberglæde og stolthed; et unikt billede af selve kunstens væsen.

Hun lavede de mest fantastiske, forherligende film om Nazi-Tyskland i 1930’erne. Hun opløftede Føreren til gudestatus ved at lade ham dale ned fra skyerne (dog i en flyvemaskine) ved ankomsten til Partidagen i Nürnberg 1934 uden selv nogensinde at være medlem af nazi-partiet. Hun forstod filmmediet som ingen andre på den tid eller siden, opfandt optagemetoder som løftede filmmediet til hidtil usete kunstneriske højder, og nu har hun fået sin egen film, samlet og instrueret af den tyske psykolog og instruktør, Andres Veiel.

Hun forklarer og forsvarer sig her som altid med, at for hende er kunst og politik uforenelige kontraster; hun udøver og udleverer blot sin kunst til dem, der bestiller den. Her kan der sættes lighedstegn til en anden, stor, samtidig tysk kunstner: Gustav Gründgens, der påberåbte sig præcis det samme. Det gjorde forfatteren Klaus Mann, søn af Tomas M., så rasende, at han skrev romanen “Mefisto” om denne store, berømte og berømmede skuespiller, hvis glansrolle netop var Mefistofeles i Goethes “Faust”, og som forsvarede sig præcis som Riefenstahl (“Jeg er jo bare filmkunstner”) med “Ich bin ja nur Schauspieler!” (Romanen om Gründgens og hans liv blev filmatiseret i 1981 af István Szabá Med Klaus Maria Brandauer i titelrollen, med det er en anden historie.)

Selvfølgelig elskede Hitler hendes arbejde, og Goebbels både kvinden Leni og hendes film endnu højere; hun gjorde det jo lysende klart, hvor frygteligt forførende og manipulerende netop filmkunsten kan være. Med et sådant talent i magtens tjeneste fik hun lov at være helt sig selv, skabe sin kunst som det passede hende. Selvfølgelig blev hun efter krigen stillet for retten – som andre magtfulde og indflydelsesrige personer i det såkaldte “Tredje Rige” – hendes liv og værk blev grundigt analyseret, men i 1949 blev hun frikendt og genoptog sit filmiske virke, stadig med fokus på og fascination af den smukke, harmoniske toptrænede (mande-)krop. Med hyppige besøg hos og enorme mængder fotos af film fra Nuba-stammen i Sudan holdt hendes virke og kropsfascination helt til slutningen af hendes 101-årige liv. Men skønt Hitlers hof-kunstner blev frifundet af retssystemet, blev hun det aldrig af medierne: Utallige er de TV-interviews og talk-shows, hvor værten pludselig stiller spørgsmål om hendes virke i 1930’erne, og det er op til publikum at bedømme, om film-geniet var så uskyldig i og uvidende om, hvad det regime hun arbejdede for udøvede og stod for. Ud fra den viden, vi i eftertiden har, er hendes samtaler med en anden af regimets og Hitlers nære samarbejdspartnere, arkitekten Albert Speer, også yderst interessant: Godt nok blev han ikke pure frifundet ved Nürnberg-retssagen efter 1945, men han fik i forhold til de øvrige top-nazister en langt mildere dom.

Da Andres Veiel startede på sit Riefenstahl-projekt, havde han ingen idé om det kæmpearbejde, der ventede ham, og som kom til at vare 3 1/2 år. Både Leni Riefenstahl og hendes mangeårige, langt yngre mand, Horst Kettner, havde gemt alt: 700 kasser materiale, tusindvis af billeder og filmklip at vælge fra. Denne film indeholder derfor kun få sekvenser fra Riefenstahls to berømte mesterværker: “Triumf des Willens” (1935) og “Olympia 1-2” (1938), for der var så meget nyt og aldrig før vist materiale at tage af, bl. a. hvordan unge Leni blev mishandlet af sin far og senere voldtaget af Goebbels, men aldrig nævnte det: Hun ville ikke fremstå som offer, altid som i kontrol, stærk.

Er filmen så er forherligelse eller en fordømmelse af sin titelperson? Det kan diskuteres, og det vil det blive. Men sikkert er det, at blot små, korte bidder af Leni Riefenstahls geniale værk uvægerlig bliver en kæmpe hyldest til til selve filmkunsten.

Links
ekko ~ Cinephil ~ Variety ~ Dansk Wikipedia om Leni Riefenstahl ~ Triumph des Willens ~ Olympia