Star Wars: The Rise of Skywalker - Kirke og Film
3D, Action, Adventure, Drama, Fantasy, Science Fiction

Star Wars: The Rise of Skywalker

"Tusindårsfalken flyver igen - måske for sidste gang?"

Af: Morten Sternberg

Og det skete i de dage, at der udgik en befaling fra Disney-koncernen, at en ny Star Wars-film skulle udgives. Juletid er lig med Star Wars-tid – sådan har det været i flere år, og julen 2019 var ingen undtagelse. Men nu er traditionen nået til vejs ende, i hvert fald for denne gang, for med Star Wars: The Rise of Skywalker når sagaen med sin niende(!) film sin slutning. Med begyndelse i 1977 og en jævn fordeling over fem årtier er fans i generationer verden over vokset op med Luke, Leia, Han og Chewbacca. Og derfor er det også med tydelig ærefrygt, at instruktør og manuskriptforfatter J.J. Abrams og medskribent Chris Terrio er gået til opgaven. Man fornemmer helt ned i biografsædet, at hvert ord, hver bevægelse, hvert laserskud er vejet på en guldvægt. Det betyder, at der ikke tages chancer, og dermed heller ikke bydes på nogen former for overraskelser. Uden at spoile, kan der her godt afsløres, at god gammel superskurk melder sig på banen igen, og at afsløringen af Reys ophav, som jo har været et omdrejningspunkt i den sidste trilogi, ikke får nogen i biografmørket til at tabe kæben. Men alt det er sådan set også lige meget, for når lyssværdene hvisler, Tusindårsfalken farer afsted med lysets hastighed og Stormtropperne marcherer, tilgiver man håndværkeren Abrams det manglende mod til at gå nye veje og tilføre det velkendte univers nye dimensioner.

Handlingen fortsætter forløbet fra de to seneste film: Rey, som stadig er uden efternavn, har en stærk og uforklarlig forbindelse til Ben Solo aka Kylo Ren, der har taget stafetten op fra sin morfar, Darth Vader. Deres mystiske forhold udfoldes og finder sin forklaring, men først skal oprøret, stadig styret af Leia Organa, så grueligt meget igennem, før det hele kan ende i knus og kram og et meget omtalt kys. Vanen tro skal vi bevidne de mest utrolige scenarier og bifigurer, der på hver deres måde viser, at Star Wars-universet på ingen måde er udtømt, tværtimod kan det ekspandere i det uendelige, hvilket lover godt for fremtiden for os, der ikke kan få nok af Star Wars – og for Disneys pengepung. Der lægges da også lunser ud i løbet af filmen, som mere end antyder, at der er flere sidehistorier på vej. Om det så er på det store lærred eller på streamingtjenesten Disney+, hvor serien The Mandalorian går sin sejrsgang, vil tiden vise.

Filmen igennem viser Abrams, at han ikke er bange for at kaste sig over bibelsk mytologi. For at holde spændingen skal det ikke afsløres her, men hold blandt andet øje med, hvordan korset kommer i fokus, når slaget mellem lyset, inkarneret i Rey (ja, symbolikken er ikke subtil), og mørket, når sit klimaks. Det er måske ikke så elegant, men det er pokkers effektivt.

Jeg havde på forhånd besluttet mig for, at The Rise of Skywalker skulle være min debut udi det såkaldte 4DX-format, hvilket betyder, at man udover 3D-brillerne også bliver iført et bevægeligt biografsæde og udsættes for vand, røg, stroboskop og dunk i ryggen. Denne beslutning fortrød jeg efter cirka 30 sekunder. Oplevelsen var at sammenligne med at sidde ved siden af person, der gennem hele filmen hvisker dig i øret, hvad der sker på lærredet, og hvad for en følelse, du skal finde frem. Det er en sjov gimmick, når man er i Sommerland Sjælland, men i 2½ time i Fields er det bare enerverende. Jeg glæder mig til at se The Rise of Skywalker igen uden pjask og pjat, for det fortjener den.


Del med venner og familie

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *