The Card Counter

Paul Schrader er tilbage i storform. Det er ikke mere end tre år siden, at hans “First Reformed” (den skal man se!) havde en vis succes i de danske biografer. Den blev ovenikøbet nomineret til en Bodil for bedste udenlandske film.

Ved premieren jokede Schrader med, at den måske var hans sidste film. Han er jo ingen årsunge. Men her i år, hvor han er fyldt 75 år, er han stærkt tilbage med denne The Card Counter.

Schrader er vist stadigvæk en ret ukendt filmskaber herhjemme. Hans film er da heller ikke på nogen måde til sjov og popcorn. De er gennemreflekterede livsdramaer med tydeligt teologiske/religiøse tematikker med referencer til Dreyer, Bresson og Bergman.

Det har gennem årene generet de mere blaserte filmanmeldere, der nok har følt sig intimideret af denne “tyngde”!

Men Schrader har gennem hele sin lange karriere været ganske klar i mælet: kunst er en konstant tumlen med disse afgørende livs-spørgsmål.

Hvis jeg nævner, at han udover sit virke som instruktør, har været manuskriptforfatter til flere Martin Scorsese film som “Taxi Driver” og “Raging Bull”, så er der trods alt en del, der nok siger “nåh ham?”.

Ja, katolikken Scorsese og den reformerte Schrader har – hver for sig og sammen – virkelig været med til at sætte barren højt i amerikansk film.

Det er da også selvfølgeligt at Scorsese, der jo er blevet 79, er producent på denne nye Schrader film.

Nøjagtig som præsten i “First Reformed” er hovedpersonen Bill (spillet med skræmmende præcision af Oscar Isaac) gennem hele filmen optaget af at føre dagbog om natten med et glas ved sin side.. Han er en mand, der på den måde tør være ærlig overfor sig selv på en måde, som han ikke kan være det overfor andre. En VoiceOver afslører disse notater, og på den måde bliver vi kendt med hans hemmeligheder.

Bill er kort spiller. Han rejser rundt i landet til mindre casinoer og tjener godt på sine spille evner. Ja, han tjener godt, men som han fortæller, man skal ikke tjene alt for godt, så bliver man smidt ud af casinoerne.

Så han passer på. Kontrollerer sit spil som en form for selvkontrol. Denne selvkontrol har han brug for. Vi får tidligt et hint om, hvor han har lært at spille kort : i fængsel.

Et militærfængsel, for at være nøjagtig! Bill var en af vagterne i Abu Ghraib fængslet, en af dem der poserede på de forfærdelige billeder med de mishandlede fanger i det berygtede fængsel i Iraq. Hans overordnede blev ikke anklaget og straffet, forklarer han. Kun de lavtstående soldater blev straffet og kom i fængsel. Han var med til at tage skylden.

Bill ved udmærket, hvad han har gjort, og han prøver at komme videre.

Bl.a. ved hjælp af dagbogsnotaterne, som han skriver ned i nattetimerne på de billige hotelværelser. Disse værelsers møbler pakker han møjsommeligt ind i hvidt klæde – som en paradoksal tilbagevenden til fængselscellen eller som et forsøg på at skabe et rent, uplettet rum at være i?

En dag løber han ind i Cirk, en ung fyr, der har planer om at myrde en officer fra Iraq-krigen, som han mener er skyld i hans fars død (officeren genkender  Bill også som sin overordnede fra dengang).

Bill forstår hans fortvivlelse, men i stedet for at gå ind på hans plan, tager han den unge fyr med sig på sine ture. Han har brug for at gøre noget, som kan være en slags bodshandling: at hjælpe Cirk kan måske lette hans samvittighedskvaler.

Gennem hele filmen dukker der drømme og minder op om Abu Ghraib.

De er rystende, brutale, surrealistiske, filmet med en ekstrem vidvinkel linse, der skaber mærkbar ubalance. Kameraet bevæger sig med stor hastighed, der er heavyrock metal musik i baggrunden – vi rammes virkelig lige i mavekulen. Ikke mærkeligt at Bill føler sig jaget af disse minder.

Som med “First Reformed” skærer Schrader helt ind til benet. Med eminent sikker hånd drager han os ind i en martret mands forsøg på at finde fred midt i en verden, der netop stadigvæk skaber sådanne ubærlige  uhyrligheder.

Schrader har skabt en voldsom, men også voldsomt seværdig film om at  tilgivelse er svært, men at tilgive sig selv er det sværeste.