Apocalypse Now: Final Cut - Kirke og Film
Drama, Krigsfilm, Thriller

Apocalypse Now: Final Cut

"Junglens regler"

Af: Mads Graves Pedersen

”Der er to af dig. Kan du ikke se det? Èn, som slår ihjel, og én, som elsker.” Roxanne fører opiumspiben op til Benjamin Willards læber. Den tyndslidte og udmattede soldat tager imod piben, som et spædbarn tager imod sin moders bryst. Roxanne bevæger sig som en engel i værelset. ”Krigen vil også være her i morgen.”

Francis Ford Coppolas Apocalypse Now er et hovedværk i filmhistorien. Filmen, som er fra 1979, tilhører en helt speciel kanon inden for amerikansk film, nemlig den kanon af film, der bearbejder og skildrer det betændte sår, som Vietnamkrigen efterlod hos en hel generation af unge mænd, og som for evigt vil svide og stikke som en splint i den amerikanske selvbevidsthed. Men Apocalypse Now er samtidigt meget mere end en film, som er definerende for en specifik genre – den er et poetisk mesterværk, der med Vietnamkrigen som sit kanvas maler et billede af menneskets indre balancekunst mellem det gode og det onde. For findes der virkelig noget, der er entydigt godt? Og kan ondskab i virkeligheden ikke bare reduceres til kontekst?

Her 40 år efter at filmen fik premiere, er Coppolas mesterværk tilbage i en Final Cut-version, som er lidt længere end den oprindelige film fra 1979. Og har man endnu ikke stiftet bekendtskab med Apocalypse Now, så er denne nye udgave en glimrende lejlighed. Filmens omdrejningspunkt er officeren Benjamin Willard og den helt særlige mission, han sendes ud på. Willard skal nemlig opspore og uskadeliggøre en amerikansk oberst, der har vendt den amerikanske hær ryggen, forskanset sig dybt inde i junglen på den anden side af grænsen til Cambodja og opbygget en fanatisk militant kult, som nu tilbeder ham som en slags gud.

Willard skal med andre ord forsøge at gennemtvinge loven og retfærdigheden i en verden, hvor lov og retfærdighed for længst er fortæret i napalmens flammehav, og da han midt på en vietnamesisk strand, omgivet af død og ødelæggelse, reflekterer over den mission, han er blevet sat på, står selvmodsigelsen i hans mission lige så skarpt som silhuetten af en sort kamphelikopter mod en azurblå himmel: ”Charging a man with murder in this place was like handing out speeding tickets at the Indy 500.”

Når krigsførelse og almindelig sædelighed krydser hinandens veje, opstår der paradokser. Men obersten skal uskadeligøres, og Willard og en lille håndfuld mænd bevæger sig ud på en livsfarlig rejse op ad floden, igennem den vietnamesiske jungle frem mod grænsen til Cambodja. Desto længere ind i junglen de kommer – desto dybere bliver ondskaben, der omringer dem, og mandskabet på den lille båd driver i flodens langsomme tempo tættere og tættere på ren og skær sindsligt sammenbrud. Undervejs studerer Williard sit bytte, Oberst Walter E. Kurtz. Han læser hans sag, hans meritter og fortjenester, og lige så langsomt betages han mere og mere af denne desertør og krigsforbryder, der har ophøjet sig selv som en halvgud i sit eget junglerige. I takt med bådens skvulp på junglens flod føler Willard et større og større slægtskab med Kurtz. De er måske slet ikke så forskellige. Grænsen mellem det gode og det onde er måske slet ikke så sort-hvid.

Apocalypse Now er dragende, ja nærmest hypnotiserende. Den bevæger sig i et så langsomt tempo, at når kampscenerne bryder frem, så føler man sig lige så overrasket som soldaterne på floden. Den er gudesmuk i al sin grusomhed, og befriende fri fra nutidens specieleffekter og computergrafik. Når en palme brænder i junglen, så er det en palme, der brænder i junglen. Når en tiger angriber, ja så er det rent faktisk en tiger, der angriber. Filmen var en kræftanstrengelse af dimensioner at lave, og det føler man også som beskuer. Man mærker den fysiske kamp, det har været for alle på settet, at få filmen i kassen. Samtidigt er filmen båret frem af nogle af dens tids bedste skuespillere, og der er så mange fantastiske præstationer, at det ikke giver mening at nævne dem her. De skal i stedet bare opleves. Ligesom filmen i det hele taget bare skal opleves. Rejsen ind i junglen er en rejse ind i den urskov, som menneskesindet er. Det er en rejse ind i et fascinerende mørke, som udfordrer mennesket til at holde fast ved sit eget lys, selv når det er allersvagest. Det er en rejse mod den erkendelse, at der altid er to af os: Den som slår ihjel, og den som elsker.

 


Del med venner og familie

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *